Nu har min mor hentet børnene, Og taget dem med ud på en tur i den friske luft. Det er jo nok heller ikke det fedeste eller sundeste for dem at gå rundt i en sygdomsdunst fra mig og Bo...

Det er et eller andet sted sjovt, som jeg efterhånden kan sige til mig selv i de fleste situationer, at nu må jeg tage ting der går mig imod i stiv arm... Lade være med at pive, for det kommer der ikke andet end spildte kræfter ud af. (Ikke dermed sagt at jeg håndterer hver situation optimalt).
MEN ligeså snart jeg bliver syg, bliver jeg bare så ynkelig og selvmedlidende... Klynk, klynk...
Altså pengeproblemer i det sidste halve års tid, hvor jeg kun lige akkurat har holdt mig ovenvande, og for få timer i døgnet til at nå hvad jeg virkelig SKAL nå som et minimum, jamen, jeg har nået hvad jeg har nået, og fået det bedste ud af det... Men udsigten om tre dage på sofaen, med denne rædselsfulde sygdom - DET er for meget!
Nå, mon ikke jeg overlever?!?! Det satser jeg på.

Michala